Den kriminalbetjent, der kom og optog rapport efter et indbrud, vi i firmaet var udsat for natten til i går, var ikke i tvivl om, at tyven eller tyvene måtte have et grundigt kendskab til vores virksomhed. Og det er jeg bestemt enig med ham i, for uden et godt kendskab ville tyvene helt sikkert være blevet forstyrret af vores alarmsystem, som jeg indtil i går troede var effektivt og dækkende.
Da vi fik det installeret, tænkte jeg først og fremmest på vores mange computere på kontoret, for de ville selvfølgelig være værd at gå efter for indbrudstyve. Derfor fik vi installeret et system med bevægelsessensorer, så det reelt ville være umuligt at bevæge sig rundt på kontorerne uden at udløse alarmen.
Men vi undlod at få systemet til at dække det rum, hvor vi opbevarer de forskellige kontorartikler, for der er ingen vinduer i rummet, og man kan kun komme ind i det via en dør fra det store kontorrum, som det støder op til.
Den gang tænkte hverken jeg eller folkene fra det firma, hvor vi købte alarmsystemet på, at man kunne bryde ind i det rum ved at skære hul i taget på bygningen, men det var præcis det, tyvene gjorde natten til i går.
Det var mig selv, der opdagede tyveriet, da jeg i går morges skulle ind i depotrummet for at hente en ny mousetrapper, jeg havde fået leveret dagen før. Da jeg havde låst mig ind i depotrummet, så jeg med det samme det store hul i loftet, og det var også tydeligt, at der var forsvundet en masse varer fra hylderne i depotet.
Det meste af bare nogenlunde værdi var forsvundet. Tyvene havde dog ikke interesseret sig for de mange pakker med papir til vores printere og kopimaskiner, for de lå stadig på hylderne. Og vores mange kuglepenne med reklametryk på havde de heller ikke rørt.
Det var en ærgerlig oplevelse, og jeg ærgrede mig især over, at den nye mousetrapper, som jeg havde glædet mig til at prøve af, inden de øvrige ansatte på kontoret skulle have sådan en hver, også var forsvundet.
Inden kriminalbetjenten kom på besøg hos os efter anmeldelsen af tyveriet, havde jeg sammen med min sekretær, som er den, der står for vores indkøb af kontorartikler, gennemgået depotet og noteret ned, hvad der var forsvundet.
Vi ærgrede os lidt over, at vi lige havde fået fyldt op på vores lager af blækpatroner, men på den anden side er det jo reelt vores forsikringsselskab, der har grund til at ærgre sig, for det er naturligvis dem, der kommer til at betale.
Da kriminalbetjenten var færdig med sit arbejde, bad jeg sekretæren om straks at kontakte vores forsikringsselskab, så vi også kunne få den anmeldelse bragt på plads. Imens ringede jeg selv til vores leverandør af kontorartikler – Papir og Blæk – for vi var jo nødt til at få fyldt op på hylderne igen. Det går jo ikke an, at man ikke kan komme videre med arbejdet, fordi der mangler blækpatroner til en printer, som er helt uundværlig på et kontor som vores.