Vi morer os ofte over, hvordan min kone og jeg mødte hinanden. Det skete på den måde, at jeg som ung ingeniør skulle deltage i et møde med et par mennesker fra et entreprenørfirma, som var kunde hos os. Firmaet havde dengang domicil i Kolding, men da de var i gang med et stort byggeprojekt i København, havde de i byggeperioden ofte lejet sig ind på et mødelokalested i city. På den måde havde entreprenørfirmaet repræsentative lokale til rådighed i hovedstaden. Og der var næsten dagligt behov for mødelokaler af forskellig størrelse, mens projektet stod på. Og faktisk også ofte for kursuslokaler, da der indgik en del uddannelse af underleverandører.
Jeg kan tydeligt huske, at det var lidt svært for mig at holde øjnene fra den lækre unge dame, der kom ind og serverede kaffe og brød for os i en pause i mødet. Det var tydeligt, at hun var særdeles rutineret i sit job, og samtidig var hun usædvanligt smilende om imødekommende overfor os, der deltog i mødet.
Værten ved mødet nævnte da også, da den flotte unge dame var gået igen, at han syntes, der var en helt usædvanligt god service, og at det var nogle meget indbydende mødelokaler, de havde til rådighed på det kontorhotel.
Vi blev på et tidspunkt færdig med vores møde, men jeg havde svært ved at få den unge pige ud af hovedet og spekulerede på, hvordan jeg mon kunne komme til at møde hende igen. Det fik jeg en ide til, inden vi forlod mødelokalet, og i dag er jeg særdeles tilfreds med, at jeg måske var lidt lusket den gang for snart seks år siden.
Jeg sørgede behændigt for at være den sidste, der forlod lokalet, og inden jeg gik ud af døren, lagde jeg min mobiltelefon på bordet og skjulte den delvist under en serviet, så det så plausibelt ud, når jeg senere skulle fortælle, at jeg ved et uheld havde glemt den på bordet.
Jeg forlod bygningen og gik hen mod parkeringspladsen, hvor min bil holdt, men vendte så om for at gå tilbage til kontorhotellet. I receptionen fik jeg øje på den flotte unge pige med det søde smil og stilede direkte hen mod hende.
Det er lidt flovt, sagde jeg til hende, men jeg glemte altså min mobiltelefon i det mødelokale, hvor jeg lige har deltaget i et møde. Hun var meget imødekommende og nævnte, at det havde hun endnu ikke opdaget, for hun først i gang med at rydde op derinde op et øjeblik.
Vi gik derind sammen og fandt selvfølgelig straks min mobiltelefon, som jeg så kunne stikke i lommen. Og så var det, hun tog fusen på mig, da hun med et drillende smil spurgte, om jeg havde noget andet, jeg kunne ”glemme”, så vi fik mulighed for at ses igen.
Den var jeg selvfølgelig ikke sen til at udnytte, så jeg spurgte bramfrit, om vi ikke skulle gå ud at spise sammen en aften. Det ville hun gerne, og vi lavede en aftale til dagen efter.
Nu har vi været gift i mere end fire år, og vores barn nummer to er på vej. Min kone er fortsat i branchen, men arbejder nu på byens absolut førende udbyder af konferencelokaler i København: https://mbkkursuslokaler.dk/konferencelokale/