Måske er det slet ikke en dårlig idé, at jeg skal på et kursus i konflikthåndtering og kommunikation. Det var sådan set ikke min egen idé. Det var en kollega, som gav mig idéen, og jeg tænkte længe over det. Jeg er en ret hård mellemleder. Det ved jeg. Og jeg ved, at jeg kan skræmme nogle af medarbejderne – også selv om det ikke er min mening. Jeg har bare den her måde, som skræmmer dem. Lidt autoritær. Måske gemmer jeg mig lidt bag ved den autoritære fremtoning. For ligesom at beskytte mig selv.
Usikkerhed
Jeg er jo i virkeligheden meget usikker. Jeg er udmærket klar over, at min måde at håndtere møder i afdelingen på, kan være meget ’absolut’, hvis man kan sige det på den måde. Jeg ved også, at mange af medarbejderne har en idé om, at vi skal komme hinanden ved. Det er jeg vildt uenig i. Vi skal være høflige. Vi skal arbejde sammen. Vi skal nå i mål med de opgaver, vi har. Vi skal ikke sidde og lytte til privatproblemer, der bliver krænget ud over et kaffebord. Det er slet ikke vores mission her.
Det at kunne tale frit
Jeg har dog lagt mærke til, at der er flere af medarbejderne, som har det skidt med at fortælle mig, at de er uenige i de forslag, jeg præsenterer på møderne. Jeg præsenterer dem netop for at få deres feedback. Men får jeg feedback? Nej. Jeg får ikke en eneste kommentar, der er konstruktiv. Jeg får måske en kommentar om, at det er en god idé. Og det gør mig inderligt mistænkelig. Det kan bare ikke passe, at jeg altid har ret. Så der må være noget galt med min ledelsesstil. Der må være noget, der skaber en frygt, så medarbejderne og kollegaerne ikke tør sige fra – eller i det mindste give feedback.
Jeg forsøger at være en retfærdig leder. Jeg prøver at håndtere de konflikter, der opstår, fordi der har været misforståelser undervejs fra mit idéoplæg til implementeringen af projektet. Men det går ikke altid godt. Jeg har faktisk haft en sag for nylig, hvor det endte med, at en af medarbejderne gik og smækkede med døren. Det er ikke gode tegn. Så der skal ændres på nogle ting. Givetvis er det mig, der skal ændre nogle ting. Det går jo ikke, at vi når til det punkt, hvor medarbejdere går i vrede.
Et betimeligt kursus
Kurset i konflikthåndtering var som sagt et forslag fra en kollega i en anden afdeling. Han har været igennem den samme proces, som jeg er i lige nu. Han mødte indirekte modstand fra sine medarbejdere. Lige som jeg gør nu. Er det bare sådan, vores jobs er? Eller er det en kultur, der er blevet arbejdet ind i os fra den første dag, vi blev ansat? Det kan jeg rent ud sagt ikke svare på. Jeg ved bare, at der skal gøres noget. Og jeg er villig til at prøve at ændre på min stil. Måske kan kurset, som jeg skal på hjælpe til, at vi får det bedre her på afdelingen. Det vil tiden vise. Jeg er villig til at prøve det af.