Som de fleste andre mænd har jeg det sådan, at jeg altid synes, det er spændende at få noget nyt maskineri af den ene eller den anden slags. Min kone griner lidt af det, for hvis hun for eksempel har købt sig en ny elektrisk håndmixer til køkkenet, kan jeg ikke lade være med straks at afprøve den og finde ud af, hvordan man sætter piskerisene i og får dem ud igen.
Men for nogle få dage siden var jeg i byen for at købe en ny plæneklipper. Allerede sidste efterår havde jeg sagt til min kone, at vi var nødt til at anskaffe os en ny, for den gamle var efterhånden så ringe, at det ikke kunne betale sig at reparere mere på den.
Det får altid humøret til at stige et par grader, når man er i byggemarkedet for at købe den slags maskineri. Jeg tog mig god tid den lørdag formiddag til at studere de forskellige modeller. På forhånd stod det klart for mig, at jeg ikke skulle flotte mig og købe en havetraktor, for vores græsplæne er ikke så stor, at den kan retfærdiggøre så dyr en investering.
Der er også det problem, at vores have er opdelt i flere afsnit, og det er græsplænen også, så jeg forestiller mig, at det vil være alt for besværligt at manøvrere en havetraktor rundt mellem min kones nydelige blomsterbede og rundt om hendes elskede Juliana drivhus.
Derfor koncentrerede jeg mig om at kigge på plæneklippere, som man går bag efter, men jeg var lidt i tvivl, om jeg ville have en maskine, der er såkaldt selvkørende, idet motoren også trækker på et par af hjulene, så man ikke skal skubbe den.
Men jeg fandt hurtigt ud af, at hvis det skulle være en selvkørende, så ville den automatisk også blive noget tungere og dermed mere besværlige at manøvrere med på snævre steder, hvor der måske skal drejes skarpt. Derfor var jeg mest indstillet på at købe en maskine, der var så let som muligt, og den måtte heller ikke være større, end at den kan køres ind i det lille hus, jeg for et par år siden byggede og ad vores i øvrigt billige havehegn, så min plæneklipper kan stå tørt, men alligevel lige ved hånden, når jeg skal bruge den.
En ekspedient i byggemarkedet foreslog, at jeg skulle købe en elektrisk plæneklipper af den type, der kan lades op og altså ikke skal have en generende ledning efter sig, mens man slår græsset. Da han hørte, hvor stor en græsplæne, vi har, blev han kun mere overbevist om, at en elektrisk plæneklipper ville være den bedste løsning for mig.
Jeg har nok længe haft en indgroet modvilje mod elektriske plæneklippere, men jeg kan selvfølgelig godt se fordelen ved, at den ikke larmer nær så meget som en motordrevet. Ekspedienten bedyrede, at batteriets kapacitet var rigelig til, at jeg kunne slå vores plæne to gange på en opladning, så det endte med, at jeg blev overtalt til el-driften. Nu glæder jeg mig bare til at tage den i brug.