Jeg var ved at rydde op nede i kælderen i forgårs. Vi har det med at gemme på alle mulige ting. Når det bliver for rodet på et af værelserne eller i stuen, smider vi det, vi ikke umiddelbart bruger i en kasse. Den kommer ned i kælderen, og så glemmer vi alt om den.
Du ved, at nogle mennesker er ordensmennesker. Det er vi sådan set også. Vi kan bare ikke nænne at smide væk. Der er sådan en idé: Hvad nu, hvis jeg får brug for det eller det, hvad så?
Men kasserne i kælderen havde hobet sig op. Så jeg besluttede, at jeg ville sætte lidt system i sagerne. Legetøj her, tøj der, værktøj et andet sted osv. Så jeg startede mit projekt.
Første kasse var fyldt med en god blanding af knaldromaner, legetøj og forskellige andre mindre æsker. Jeg måtte åbne alle æskerne for at kunne lægge dem i de rigtige bunker. Én indeholdt glaskugler. Over til legetøjet med den. En anden indeholdt søm. Over til værktøjsbunken med den.
Dartpile
En lille, tung, sort æske indeholdt dartpile. Lavet af stål og med hårde plastik vinger. Det fik mig til at tænke på, dengang vi kom meget i klubben, hvor vi efter undervisningen spillede dart og hyggede os med de andre ryttere. Der var sådan en rytterstue, hvor man kunne få en dårlig sandwich og en drink. De havde sådan et dart spil, som var ret populært dengang. Med en dartskive i stål og tavle, så vi kunne skrive hvert holds point op (hvis vi kunne finde et stykke kridt). Det var ret sjovt. Jeg havde fuldstændig glemt, at vi spillede dart dengang. Det er nu også en del år siden nu. Men jeg var slet ikke klar over, at min mand havde købt dartpilene, jeg fandt i æsken. Jeg troede faktisk, at vi brugte pilene fra det dartsæt, som klubben havde.
Jeg spurgte ham, om han kan huske, hvornår han havde købt pilene. Jeg fik at vide, at det kunne han ikke, for han havde fået dem af mig, sådan, som en lille, ekstra gave. Jeg kunne slet ikke huske, at jeg havde købt dem. Eller hvor jeg havde fundet dem. Det er jo ikke sådan noget, man køber i enhver legetøjsbutik. Måske i en stor og velassorteret sportsforretning.
Systematisk opbevaring
Tænker mig lidt om, men kan slet ikke komme i tanke om, hvornår det var. Hvilken bunke skal jeg lægge dem i? Ikke nemt. Hvis nu et af børnene finder dem, så kan de komme alvorligt til skade. De er stadig for små til at kunne håndtere sådan nogle dimser. Så legetøjsbunken er udelukket. Værktøjsbunken? Nej, heller ikke. Måske skal jeg lave en ny bunke, der hedder ”ikke specificerede genstande”? Eller ”forbudt for børn”? Én ting er sikkert: Den kasse skal højt op på reolen, så ungerne ikke kan nå den, hvis de finder på at åbne en af kasserne. Nu ved jeg det: En bunke som hedder: ”Legetøj i fremtiden”. Så skal vi kun købe en dartskive, som vi kan hænge op et sted, hvor børnene er under opsyn.