Min mor er hysterisk. Hun var helt grædefærdig over, at jeg kom til at tabe en tallerken på gulvet, da jeg hjalp hende med at vaske op i går aftes. Det sker jo. Den smuttede bare ud af hænderne på mig, mens jeg tørrede den af. Nu vil hun have en ny. Og jeg får ingen lommepenge, indtil den er betalt. Det er altså uretfærdigt, synes jeg. Og jeg ved, at hun kommer afsted med at købe et nyt, dyrt stel. Så ingen lommepenge på fredag. Heldigvis har jeg gemt nogle fra sidste uge.

Lige i overkanten

Men det er da lige i overkanten, er det ikke? Jeg mener, det er ok, at min lillebror smadrer et glas, fordi hans hånd ikke er stor nok til at holde om det. Men jeg må ikke smadre en tallerken. Hun siger, at det er, fordi han stadig er lille, men jeg er stor nok til at vide, at jeg skal passe på. Hun har også forklaret mig, mange gange, hvad forskellen på porcelæn og fajance er. Jeg kan bare aldrig huske det. Og jeg er sådan set også ligeglad. Stellet, som jeg smadrede en tallerken fra, er et fajancestel, som hun har arvet fra sin morfar. Ok. Jeg kan godt forstå, at hun blev ked af det. Men ligefrem at tage lommepengene fra mig – det er bare for meget.

Bestik – altså til bordet

I morgen, siger hun, skal vi ind til byen. Vi skal ind i en af de her antikvitetsforretninger, der er specialiseret i stel og bestik. Hun vil se, om hun har chance for at finde en tallerken magen til den, jeg smadrede. Den bliver dyr. Det er jeg sikker på. Jeg har været med hende inde i de der antikvitetsbutikker engang før. Det var spændende til at begynde med. Men efter besøget i forretning nr. 2 begyndte det at kede mig. Det er ret kedeligt at høre på historier om, hvorfra en eller anden grøn suppeterrin er kommet fra. Oftest er de blevet fundet i forskellige dødsboer. Og tit så er der skår i dem. Altså hvordan kan man gå så meget op i stel? Min mor er fanatiker. Det må jeg sige. Hun har faktisk 3 stel stående nede i kælderen. Hun har arvet dem alle sammen fra sin morfar. Han havde samlet på fajance i mange år. Det var blevet til mere end 12 hele stel.

De blev delt ligeligt mellem min mor og hendes søskende, da han døde. Hun var meget ked af det dengang. Men hun havde vidst, at han ville gå bort i lang tid. Han var også meget gammel. Ja, det må han virkeligt have været. Det tager jo lang tid at samle 12 stel sammen. Hvert stel er beregnet til 12 mennesker. Det vil sige 12 dybe suppetallerkener, 12 flade til hovedret, 12 til forret, 12 til kage og 12 til ost. Og så vil jeg slet ikke tænke på kaffe- og tekopperne og deres underkopper, suppeterrinerne, sovseskålene, sukkerskålene mv. 36 stykker mere – mindst. Til hvert stel. Desværre har min mor arvet min fars interesse for fajancestel. Og det skal jeg så betale for nu.